Om

Velkommen i mit Billedunivers. Her samler jeg billeder af mine akrylmalerier. De er opstået i perioden fra 2011 til i sidste uge. Jeg maler, når jeg har lyst og af lyst til at få billedet til at støtte mine planer. Lyder det krukket ? Så skulle du prøve det selv. Det er faktisk sådan de mest spændende ting opstår – det starter med en idé og en plan, senere former billedet sig pludselig og ofte i en noget anden retning. Selvfølgelig arbejder jeg målrettet og finder inspirationen i mine omgivelser.

Da jeg begyndte at tage billeder med et godt kamera, oplevede jeg, at jeg så verden ikke kun gennem søgeren, men så verden i motiver, som jeg ville fastholde. Det var og er tit makrooptagelser, en svampekoloni, en træstamme, skygger af stakit, sten og strukturer. Nu fortsætter den idéindsamling bare uden kamera. Jeg ser på billeder på bagvæggen i en kulisse – og fortsætter selv på lærredet. Nemlig – fortsætter og udvikler.

Jeg har altid tegnet, tegnet meget og på alt det papir, jeg kunne skaffe. Det kendskab til overflader, bulk og papirformater har jeg brugt tit. Jeg har tegnet myldretegninger til udstillinger, tre forskellige ‘Original – ingen op og ned’, ‘Luftballon’ og ‘Skolebussen’ – med dem sender jeg en venlig tanke til inspiratorerne fra min far til Franz Füchsel og Per Illum – og alle de andre. Originalerne er til salg i skifterammer og kopierne kan købes signeret. En aflægger af mylderet er karikaturtegninger. Det er blevet til en lille serie i denne omgang.

Sammen med Emilie 5 år, superdejligt barnebarn, udvikler jeg fabeldyr med inspiration fra … alt. Jeg tegner i format 15×15 cm, scanner billederne og farvelægger i Photoshop. Mit benspænd var at jeg kun måtte bruge farverne fra en lille serie postkort, som vi fik med hjem fra Bangladesh. Det har jeg brugt, så godt jeg kunne. Det har været overraskende sjovt at finde på navnene til dyrene. Vores Yllikyt blev til i Italien på et stort stykke papir. Serien er foreløbig på 68 fabeldyr. De foreligger som dobbeltkort 15×15 cm og i et lille oplag som plakat med miniaturer. De sidste tre serier kommer med bl.a. på www.kreamarked.dk. Du kan prøve at kigge ind på spranke.dk …

portræt-PER

Om Per Rahbek

Myldretegninger
er en vigtig del af passionen ‘at tegne’
Jeg har tegnet altid. Jeg har været privilegeret eller heldig at have både fritid og arbejdstid, der rummede tema tegninger.

Min mor og far var inspirerende, og vi tegnede meget sammen. Jeg oplevede deres tegninger fra seminariet i Århus; der var det hele: stilleben, figurativt og munter fantasi i cartoonstil. Både mor og far tegnede, men meget forskelligt. Mor kunne naturen – hele naturen og tegnede dyr og blomster på bestilling fra os to drenge. Far fabulerede og fortalte ‘digthistorier’, mens han tegnede underlige køretøjer, dyr og hele optrin.

I mine unge år fik jeg inspiration og opmuntring af særdeles kompetente tegnelærere – det hed det jo dengang – af Robert Dueholm Jessen på gymnasiet og af Kaj Nørgård på seminariet.

I min fritid var jeg aktiv KFUM spejder og tegnede til øvelser, i vores spritduplikerede tropblad … i farver … og senere som skrivende og tegnende redaktør af Spejderbladet Væbneren, spejdernes månedsblad.

Jeg tegnede bygningsværker af rafter, patruljens udstyr, koder, totems og … mad og natur … og den første spejderkogebog.

I forbindelse med redigering af spejdernes månedsblad kom jeg tæt på en række af de dygtigste tegneres originalmaterialer – og jeg var både bestiller og køber. Det var en meget stor oplevelse, for de havde alle sammen deres særpræg og deres egne teknikker. Franz Füchsel kendte vi fra Motor (FDMs medlemsblad), så jeg valgte ham til myldretegninger – han var fantastisk. Han kunne ‘myldre’ efter et meget enkelt oplæg ‘100 spejdere på sommerlejr’ og noget med specialpapir, som man penslede over med ‘kemi’ så skrå streger fremstod som rastermønstre. Det skulle jeg også prøve. Hans Quist og skrækkelige Olfert fik en baret på som den nye spejderuniform, så han optrådte med skurkestreger i vores spejderliv. Quist havde ikke læst bestillingen, så de måtte retur og lappes. Per Illum var vores ‘hustegner’ og han kunne simpelthen det hele. Hans sjove tegninger krydrede bladet i mange år. Jeg har stadigvæk nogle få af hans originaler liggende – kun dem, som han forærede mig, resten er måske i arkiv på hovedkontoret eller på et spejdermuseum. Per tegnede præcist med små tynde japanske penne, som han importerede selv. Jeg prøvede dem, men kunne ikke styre de sugerørstynde tegneredskaber til tusch. Hans tegninger minder meget om Mads Stages streg og ham kaldte han spøgefuldt ’det dumme svin’ … for han var også så go’. Jeg hjalp lidt til, da Per Illum udgav samlingen ‘Illumstrationer’. Gotfred Mortensen tegnede på superfint akvarelpapir med minutiøse streger; alle hans tegninger af pionerarbejder kunne forstørres til hel størrelse og bygges ! De var forløbere for byggevejledninger, som ikke fandtes dengang. Den sidste i den række tegnere var Henning Aardestrup, en ung og helt anderledes tegner, som jeg fik lejlighed til at holde grafiske kurser sammen med. Henning tegnede en kæmpestor myldretegning af hans idé om en computer (i 1970 !), A1 formatet, fuld af skrupskøre indfald, ting, der kunne bevæge sig … med blyant på kraftigt papir. Det var en enormt arbejde og en flot signatur. Füchsel tegnede et kæmpe Danmarkskort større end en kvadratmeter med alle seværdigheder, udført i farve og med fine detaljer – hans livs myldretegning. Det ville jeg så gerne ha’ købt et eksemplar af ! Jeg var på julekort med de herlige mennesker i mange år.

I mine lærerår nød jeg godt af tegningerne, eleverne elskede dem, og det blev til flere kapitler af fortællingen om Troldunge Olsen, en lille fræk trold som sammen med familien boede nede i Sydhøjen. Jeg har taget ham med på udstillinger i Jelling som et herligt tilbageblik på gode år sammen med mange dejlige elever.

Når jeg havde frifri – jo så’n uden forpligtelser til nogen side – så tegnede jeg til forskellige publikationer: den lille bog om Vingsted Centret og jubilæet, forskellige logoer bl.a. Vejle Amts Trafikselskabs (VAT), Jelling Kunstforening, Idémapper med juleklip og brochurer – og Jelling Turistforenings vandreture i Jelling og omegn.

Det blev til 4 kogebøger, som jeg gennem illustrerede og layoutede og gjorde helt klar til tryk. Det var alt sammen før computerne var rigtig i brug i ‘min verden’.

En af de skægge oplevelser var at etablere, skrive og tegne til 3 års Sugekopper, det lokale Jelling julemagasin efter idé fra Svikmøllen og Blæksprutten, sammen med dejlige venner og kolleger fra byen – vi undskylder stadig jævnligt for, at vi ikke fornærmede nogle flere.

I arbejdet både som lærer på Jelling Seminarium Øvelsesskole (i dag Bredagerskolen), som medarbejder på Amtscentralen i Vejle, som leder af Vejle Amts Grafiske Værksted, som medejer af og marketingchef hos ComText reklamebureau og senest som leder af Kommunikations og Service Centret – i daglig tale KS Centret, har jeg tegnet meget til opgaver, som blev bestilt af andre. Tegnet alt muligt og umuligt af det, der hører til de kreative job. Det har i flere år sat lysten til at tegne på hold, men jeg har ikke sagt nej, når en go’ ven bad om en tegning og kvitterede med en flaske, eller til julekort fra mig og familien, takkekort efter konfirmation og andre større begivenheder. Jeg er forfalden til myldre-ting mange gange.

Jeg har nu taget titlen ‘privilegeret pensionist’ til mig for alvor. Lysten til at tegne og male har jeg haft meget længe, men har ikke rigtig kunnet komme i gang. Mine fingre kunne ikke føre pennen, som jeg gerne ville ha’ den til – men så skulle det alligevel prøves.

Jeg fik hjælp af Annette Hornskov Mørk og nu senere Külli Suitso på et fremragende kursus hos AOF i Vagn Bysteds gamle atelier i Havnegade i Vejle, hvor både atmosfære, læringsmiljø og underviser var særdeles inspirerende for mig. Det har givet både lysten til at prøve nyt og viljen til at kunne mere endnu.

Jeg maler på femte år akrylmaling på lærred eller papir og har ofte begge dele med på udstillinger sammen med en smule retrospektivt og helt nye tegninger i tusch på papir, tre store myldre-fantasier og flere karikatur ‘portrætter’ sammen med en serie Underlige Dyr, som vil kunne bruges som postkort. Flere af tingene kan købes hos mig, send en mail til per@itopix.dk.

Måske er der ingen ‘Per stil’ i mine malerier. Jeg vil også helst være fri til at søge, eksperimentere og teste materialer og stilarter for at finde noget, som jeg kan arbejde videre med og som kan føre mig længere ud, ind, op og ned.

Jeg har leget med et par parafraser (dejligt ord for at hente inspiration og male sit eget over et eksisterende billede) med på udstillingen – mest for sjov. Det var en kursusopgave, og jeg bandt an med både Miro og Kvium. Det sidste inspirations boost skyldtes Lilly Fasting. Hun er en fremragende inspirator altid med godt humør og en klar plan til hver kursusdag. Det giver noget! Det kan jeg anbefale meget.

Per Rahbek, Præsteager 18, 7300 Jelling – mob 23 80 89 00

Top